Demokrati er ikke en selvfølge
Der er ting, vi synes er så velkendte, at vi slet ikke kan forestille os, at det kan være anderledes.
Sådan tror jeg, at de fleste danskere har det med demokrati. Vi lærte i sin tid i skolen, at vi med grundloven af 1849 fik valgret til alle. Men alle omfattede dengang blandt andet ikke unge, kvinder og folkehold. Det kom til efterhånden, kvinderne f.eks. 1 1915 og 18 års valgret i 1978.
Men hvis vi ser ud over vore egne grænser, er det slet ikke således. Senest har vi oplevet folkeafstemningen på Krim, hvor mennesker med ikke-russisk baggrund ikke fik lov at stemme. Vi hører om det gang på gang i lande, hvor diktatorer hindrer modstanderne i at stemme. Tænk på Aung San Suu Kyi fra Myanmar/Burma, der har siddet i husarrest i mange år, og hvis parti har været forbudt. Tænk på Nelson Mandela og Robben Island. Tænk på Tahirpladsen i Ægypten, på Den himmelske Freds Plads i Kina, på Solidaritet i Polen, på Tjekkoslovakiet, Ungarn, Cambodja og mange flere. Enhver kan selv fortsætte listen, som man nu har hukommelse til.
En række af ovenstående begivenheder har udspillet sig i vor tid, ja de finder sted nu og her for øjnene af os i vor globaliserede verden. Der er altså stadig mennesker, der ikke har denne ret, som vi anser for en selvfølge. Mennesker der mener, at retten er så vigtig og værdifuld, at den er værd at give sit liv for.
Med tanke på alle disse mennesker, så bør det være en selvfølgelig pligt i respekt for dem, at alle vi, der er så privilegerede at leve i et demokrati, bruger vor stemmeret ikke hver gang, men hver eneste gang.
Eva Møller, Formand