Madordningen i institutioner …tak for mad!

Af Charlotte Haagendrup (C), Byrådsmedlem  

Personligt har jeg ingen erfaring udi den berømte/berygtede madordning. Jeg har haft alle mine poders madpakke fabrikeret i eget køkken, med de pølser, postejer og frugter der nu er et hit hjemme i vores hus. Jeg har altid været glad for at kunne se,  hvad der kom retur hver dag (hvis noget) – og kunne på den måde regulere om barnet fik nok eller for meget med (og hvad der er livret eller ikke kan spises).
Vi har måske ikke eksperimenteret så meget med ”nye” ting, som vi ikke her i huset i forvejen spiser – men der har jo til alle tider været madpakkedage i vores institutioner, så det har ikke gjort vores børn hverken mere eller mindre kræsne.
Prisen kan man diskutere, men jeg tror nu alligevel, at jeg kan få madpakker til flere end én for de 560 kr., som madpakken koster pr. barn pr. måned.

Jeg forstår travle forældre, der vælger at få ”leveret” madpakken i institutionen, men ordningen dækker ikke formiddagsmad og eftermiddagsmad (eller frugt, som det hed da mine var i institution). Så forældrene skal alligevel købe ind. De forældre, der har både skole-og institutionsbørn, har også en udfordring. Skolerne har ikke madordning, så der skal alligevel købes ind til madpakken i de hjem.

Siden ordningen blev trukket ned over kommunerne for nogle år siden, har det været Damgårdsparkens køkken, der har leveret maden. Desværre med begrænset succes. I starten var der nogle begyndervanskeligheder, som kom til at hænge ved leverandøren trods det, at noget var direkte fejlfortalt. Men når først folkestemningen har talt, er det jo svært at lave det om.

I foråret i Børne- og skoleudvalget havde vi en lang diskussion og en prøvesmagning. Madens kvalitet synes jeg var helt igennem ens. Der var småting, der talte for den ene, og nogle andre småting for den anden. Til enighed kom vi ikke – det gjorde de heller ikke i Økonomiudvalget, og sagen var godt på vej til byrådet. Vi blev dog enige om at prøve at lave afstemningen om, så man nu stemte om et koncept, og samtidig blev det undersøgt, om vi kunne få formiddags- og eftermiddagsmaden med. Det kunne man ikke – det ville koste i kommunens bloktilskud.

I august, hvor 15 institutioner havde valgt madordningen til, stemte vi igen i Børne- og skoleudvalget. Det blev til Fru Hansens kælder. Skuffende – Kun C stemte imod – fordi det kommer til at koste penge – mange penge.

Damgårdsparken kommer til at mangle 425.000 kr. årligt. De penge skal vi finde andre steder. De mister 1 ¼ stilling. Det lyder måske ikke af meget, men køkkenet har været socialt ansvarlige – mange har været i arbejdsprøvning, fleksjob etc. Mennesker, som efter deres tid i køkkenet, har kunnet komme i beskæftigelse. Og derudover skal
alle 15 institutioner renoveres, så der kan tilberedes mad i dem. Til en pris af ca. 3,8 mio kr.

…Så tak for mad!

This entry was posted in Charlotte Haagendrup, Nyt fra byrådsgruppen. Bookmark the permalink.

Comments are closed.